novemberbilleder

.

.

.

Fire maleriske fotografier

Det første er fra 20.11. 2008, da jeg igen besøgte det fantastiske bjergplauteau “Château de Salveterre” i Pyrenæerne i Sydfrankrig. Dér kunne jeg stå højt oppe under himlen og læne mig ind i vinden, spejle mig i Maria Magdalenes søde ansigt og sammen med hende bevæge mig helt ud til kanten og sende mine toner ud over det vidtstrakte dallandskab langt nede under mig.

Det andet er fra 14.11. 2012. Jeg er taget til Symi – en lille ø i det græske øhav – for at bo der (og skrive) i nogle måneder men måtte afbryde opholdet allerede sidst i november, da den lille ø og huset, jeg boede i, pludselig begyndte at ryste og hoppe – et jordskælv – som de næste dage blev kraftigere og kraftigere. Jeg nåede akkurat den sidste båd fra øen over til Rhodos og måtte improvisere mig videre; først med fly til Athen, være dér nogle dage, før jeg kunne få et fly til Barcelona, leje en bil og køre nordpå til en lille lejlighed i Palafrugell ved Costa Brava kysten; en decemberpyntet spansk kystby; mild og lun og velkendt.

Det tredje er fra 17.11. 2018. Gribskov. Landets største og ældste skov. Et storladent natur-rum som med sine 10.000 år gamle rødder rækkende dybt ned i Moder Jord er et godt sted at være og lytte og hviske med træerne, mærke jordforbundetheden, den følsomme og intelligente skabelse.

Det fjerde er fra 1.11. 2020. “Rusland” – Rudolf Tegners museum og skulpturpark i Dronningmølle i Nordsjælland. Et bakket hedelandskab med krøllede små egetræer, enebærkrat og græssende får som jeg er kommet i, har vandret i, lige siden jeg var dets nabo sidst i 90erne og først i 00erne. Mødet mellem Rudolf Tegners kunst og den særegne natur har skabt et på een gang kraftfuldt og mystisk, men også stille, sjælfuldt og meditativt sted.

.

.