Seersken •

“på dage der diser / kommer hun ud af sit hus / med en kurv på ryggen / vandrer hun ned i dalen til byen / for at købe brød og fisk / og andre fornødenheder såsom / lys tændstikker papir og stjerneanis / hun falder i snak med drengen / som en dag vil glemme sin nøgle / og de vil tale / ikke om nøglen men om bogen / som drengen bærer / i et blødt klæde / tæt i sin krop”

“fra en seerske”(BN) udgivet i Hvedekorn 1997

Helt fra begyndelsen havde hun kunnet se og mærke alt, som det var. Seersken. Ordet var ikke et, hun selv havde opfundet, men som tingene havde udviklet sig, og da ordet nu en gang fandtes, måtte hun vedkende sig, at det var det, hun var. Om hun er ung eller gammel er unden betydning, det er hendes køn og placering i skabelsen, det drejer sig om.

Men sådan havde det ikke altid været. Der havde været svære tider, hvor hun ikke forstod det. Hvad det i virkeligheden var, hun så. Og da sandheden endelig gik op for hende, havde ubærligheden bredt sig fra hendes hjerte til hendes krop og stemme, og hun var blevet stum. I forvejen havde det været forbundet med betydelige risici at tale om det, hun vidste, ikke bare for hende selv, men i det hele taget. Nu var det end ikke en mulighed. Og det havde flyttet hende ud af verden, hvis hun nu skulle sige det på en enkel måde. Det var sket så hurtigt, at hendes sanseapparat var kommet i ubalance. Var røget ind i en akut følelseshvirvel der desorienterede hende. Tabet af stemmen. Vreden der havde blandet sig med sorgen, havde fået hende helt derud, hvor den uhyrlige tanke, at nogen havde stjålet hendes stemme, pludselig og meget overbevisende havde stået hende i halsen. Hun kunne mærke det. Høre det. En forvridning af energierne, som hun havde måttet arbejde lang tid på at ordne, før hun indså fejltagelsen; lettelsen der var strømmet igennem hende, da hun igen hørte lyden af sin stemme. Hun var ikke i tvivl. Det var hendes stemme, selvom den havde ændret sig på afgørende punkter. Hun smiler ved tanken; hun havde ganske enkelt ikke set langt nok og længe nok.

Hendes smil samler sig i en taknemmelig dal af glæde, mens hun kigger ned på sine hænder; de ændrer sig hele tiden, tænker hun, mens hun lader sit tilsagn forplante sig til drengen, at det må udviske de enorme mængder af afsavn, han har lidt. Hun løfter sit blik og kigger over på ham. Han er kommet for at tale om bogen.