Jesus min Jesus •

Det er i 94, jeg er 41. Sidder hos min terapeut i Helsingør da vores samtale hen mod slutningen kommer til at dreje sig om det spirituelle, og hans navn smutter ud af terapeutens mund. Jesus! What! Det er ikke fordi, jeg har noget i mod ham sådan set, jeg har bare for længst besluttet mig for at holde Jesus eksklusivt i den nyfødte tilstand med ledestjerne, hyrderne på marken og de hellige tre konger. Alt det andet føler jeg ikke rigtigt for. Og allerede mens jeg passerer træskibene langs havnestykket ned mod Helsingør station, er afslutningen på vores samtale gledet ud af mig igen.

Halvanden time med tog og bus, jeg er tilbage på Nørrebro og går ned ad Stefansgade. Helt ned i den anden ende til nr 58, hvor min lejlighed på 2. sal befinder sig. Det er mellem Søllerødgade og Julius Blomsgade, jeg fornemmer noget. Skikkelsen. Ved min side. Og jeg pludselig forstår, at det er ham, Nazaræeren, Jesus fra Nazareth, fordi jeg mærker ham. Ikke i mit hoved, men med den forstand der sidder i hjertet. Mine fødder der fortsætter i nedsat tempo, det ene ben foran det andet ned ad gaden sammen med ham. En genkendelse. En genkaldelse. Ikke bare af ham. Men af hele den store historie. En helt anden historie, som lige der, den dag, på den gade, sender sin livs-ånde gennem pigen. Hende der som barn ikke kunne trække vejret i sit barndomshjem. Som var skrækslagen for at være den, hun var, så skrækslagen, at hun ikke bare troede, men vidste, at det var ude med hende.

familie-såret

I dette tilfælde et ulykkeligt indre-missionsk traume, en tung uudtalt skygge, som var min mors historie, men som også blev min; den straffende Gud og ingen nåde. Og selvom både hun og hendes fire søskende flyttede sig ud af den, da de som ganske unge først i 50erne valgte at gifte og bosætte sig i Københavns området langt væk hjemmefra, så var overgrebet for stort til, at de kunne ryste det af sig. Min mor, især, fordi hun blev ved med at hæge om det, samle på liturgien og salmerne, som hun elskede og kunne udenad, prædikenerne, præsterne og kirkerummet, som følte hun, hun måtte trøste sig lige der, hvor overgrebet var sket. Og vi fik så rigeligt syn for sagen, når vi om sommeren besøgte vores morfar. Strengheden som for mig blev synonym med hans stærke tro og hans religiøse praksis – bordbønnerne med bøjet hoved, som vi var tvangsindlagt til og godt vidste, det var forbudt at komme til at fnise bare den mindste smule.

At det skete. Det med Jesus. Og mig. Den sommerdag midt i København. Var et under. Jeg var slet ikke dér. Langt fra. Mig der lige siden min tidlige barndom havde været nødt til at opfinde min egen alternative vej, altid i en form for ubevidst opposition og med min kreative åre som drivkraft og safe zone. Jeg havde ikke bedt om Jesus, for jeg anerkendte ham ikke. Alligevel. Kom han. Kom mig i møde, som var det et fælles anliggende. Kendte mig. Og vidste, at det måtte være sådan, direkte og personligt. Ansigt til ansigt. Udenfor nogen form for kirke, bibel, den blodbestængte på korset og Amen. Uden trosbekendelsen, fadervor eller andre formaliserede adgangsveje.

Og samme aften i lejligheden på 2. sal i Stefansgade. Min søn der for længst var faldet i søvn, da jeg satte mig ved skrivebordet og begyndte at skrive. Det ene ord efter det andet i lange lianer af opløftet inspiration. Ikke om Jesus på den måde, men om barnet, børnene, og deres spirituelle væsen. Det var godt at sidde der og skrive det frem. Alt det der passede til hende – pigen moren læreren kunstneren: Sidde lige så stille og skrive om en anden form for samværsrum. Samtalerum. Stille rum. Poetiske rum. Om uddannelsesrum og visdomsrum. Det forjættede land. Var en af titlerne. Et kort essay, som Information bragte nytårsaften. Og jeg stillede gerne op. Og talte om det. Også. Udfoldede det på skoler, i børnehaver og i andre sammenhænge. Det var rørende. Det berørte alle involverede børn og voksne.

Det var sådan, det begyndte. Livs omvæltende. Og indlysende. Jesus. Generøst med sit hjerte og sin himmel. En inspirerende form for intelligent følsomhed. En stille ordløs samtale. Som rørte mig dybt. Også når han med mellemrum kom og var. I min stue, i skoven under træerne eller ved vandet, så jeg kunne se ham. En hvirvlende klart skinnende musisk sjæl. En slags dansende dervish af kompleksitet; følelsesmæssig og åndelig lærdom. Og langsomt kom alt det gamle ødelagte stof op til overfladen. Og han kom og tog mine hænder, viste mig, at det var en mulighed, at blive hel igen. Og det var også ham, der den dag helbredelsesprocessen befandt sig midt i sin aller mest udfordrende fase, vendte mit ansigt, hele min bevidsthed, opad. Opad. Og indad. Til det allerhøjeste; den immaterielle formløse GUD. Taknemmeligheden er stor.

For kort tid siden. Midt i den meget fine november 2016.

Skete der noget.

På en måde var det ikke meget. Ganske lidt faktisk. Bare to ord.

Det var en eftermiddag, hvor jeg med min bærbare på skødet var i gang med at undersøge betydning/oprindelse af ordet ‘ydmyg’. Jeg “bladrede” frem og tilbage mellem ordbogssiderne på nettet, og var ad forskellige omveje via ord som ‘eftergivende’ og ‘skæbne’ nået hen til ordet ‘forsyn’ – afledt af forældet verbum ‘forse’; forudse, sørge for – stod der – oprindeligt brugt i betydningen … ‘Guds omsorg’ …. Guds omsorg, det var det, der stod. Billedet af de to ord, der stod så fint placeret ved siden af hinanden, at det var som trådte Gud ud af dem og talte til mig. Ordene. der henviste til hinanden. Det ene ord, til det andet. Og smeltede sammen og blev til ét. Mine øjne der blev blanke, mens noget samlede sig foran mit ansigt og løftede det ud af computeren. Guds omsorg. Jeg udtalte ordene så nænsomt, jeg kunne, mens deres fulde mening bogstaveligt talt strømmede ud i rummet: er det ligningen, tænkte jeg. Det der skal redde verden.

Jesus. Min Jesus. Jeg elsker dig, fordi du er her. Helt tæt med mig. En energi, en vibration, et bevidsthedsniveau, ja. Men først og fremmest er du et menneske. Et levende menneske af kød og blod, der reflekterer mig; udtrykker dybet i mig og får mig til at mærke og forstå menneskelighedens hele væsen.