.
.
Det var i 93. Jeg var 40, en skilsmisse, og alt det, den ramte på sin vej; drengen. Især drengen. Et ryk fra nordsjællandsk natur til Istedgade, til næsten ingenting uden bad og varmt vand og den billige men meget pæne turkisblå uåbnede skrivebog som jeg af ren og skær nødvendighed begyndte at skrive i med en mørkerød farveblyant. Udelukkende enstavelsesord. Og med BLOKBOGSTAVER som jeg med smertelig omhu for hver eneste streg mere tegnede end skrev. Mærkbart. Jeg kunne mærke det indeni, at det duede, jeg kunne se det på de håndskrevne røde tegn, en komprimeret artikulation, en fysisk manifestation af, at jeg ikke var død, at vi ville klare os.
Det var sådan, jeg mødte hende første gang, forfatteren. På Vesterbro, med min søn siddende i vindueskarmen, mens jeg bagte pandekager. Eller han bare sad ved min side på sengen og slog og slog af al kraft ulykkeligheden og afmagten ud af sig. Det år flyttede vi en del rundt i København, og med flytningerne udviklede enstavelsesordene sig til en form for sætninger. Korte ind til benet sætninger, som i de digte jeg hentede op af jorden i Botanisk have, mens gartnerne passede deres med en sirlighed og omsorgsfuldhed som omfattede både planterne og mig og fik mig til at blive siddende, til det blev tid, og drengen kom hjem fra skole. De hvirvlende og vilde, sørgmodige historier ved bordet når han var faldet i søvn om aftenen, og der var stille i lejligheden, stadig uden bad, men med stuk og den nathimmelblå væg i mit soverum. De poetiske og temmelig søgende indlæg og kronikker (Det forjættede land, Information 95) jeg forfattede om det at lære børn og deres lærere ‘at være’ …
Forfatteren var uden tvivl kommet for at blive. Bevæge mig. I en stadig udforskning af sproget, håndværket, flerstemmigheden – det mellem mennesker.
© Birgitte Nielsen 2019
.
.