lykkelige kloster

en odyssé

.

.

.

En litterær bearbejdning af en kvindelig nomades odyssé frem og tilbage mellem de danske, franske og spanske landskaber i årene 2003 – 2007. Det var bogen “Seeren fra Andalusien” og de efterfølgende samtaler med bogens forfatter Lars Muhl, som gjorde, at hun besluttede sig for at flytte over på øen og halvandet år senere rejse videre til de franske pyrenæer.

.

Den havde genkendt mig med det samme. Øen. Havde bredt sin snedækkede krop ud under mine fødder, og jeg var begyndt at gå ud over den. Ligesom fugl, hare og rådyr efterlod jeg spor i sneen som tegn på en taknemmelighed, der anslog de aller fineste strenge i min krop og sjæl.

Det var, mens jeg nærmede mig det samske landskab, årstiderne der kom og gik i skoven, ved havet, ved fjorden og i bakkerne oppe i nord, at det lykkelige kloster, som jeg senere døbte det, etablerede sig inde i mig som et hjem, jeg kunne bære med mig overalt, hvor jeg var. Også da øen senere venligt men bestemt skubbede mig ud af sig, fordi jeg havde brug for noget mere. Sagde den. Mere plads. Bakkerne der skulle være større; store kraftfulde bjergkamme der snoede sig gennem et landskab på et sprog, jeg i starten ikke var helt fortrolig med; de fossende floder, mængden af modne figner på figentræerne ved vejkanten og dalene under de mørke bjergsider. Sproget der så småt indfandt sig sammen med de blomstrende akacietræer nede i dalen, det første jeg følte mig fortrolig med.

.

Roguefixade, Montsegur, Salveterra Opoul-Périllos

.

Som dagene, ugerne og månederne gik, og jeg begyndte at færdes mere og mere hjemmevant op og ned ad bjergene, Montségur, Roquefixade, Salveterra, deres hver især unikke væsen, sprog og særlige adgangsveje, kunne jeg mærke at mit lykkelige kloster også begyndte at ændre sig. Udvide sig. Fik mere og mere karakter af at være en form for universitet med tilhørende bibliotek – et bibliotek som muligvis trak tråde til antikkens meget store og omfattende bibliotek i Alexandria, oldtidens vigtigste lærdomscenter. Denne odyssé, tænkte jeg, handlede åbenbart om en bog. En bog som endnu ikke var skrevet.

verdens smukkeste kærlighedshistorie …

Sådan tænkte jeg det uden at tænke det, mens de gamle scrolls rullede sig ud et sted mellem bjergtoppe og dale, mellem himmel og hav, mellem dag og nat og i mellemrummene mellem mine skridt. Min porøse ø-tilstand der allerede længe havde været i gang med at forme en ny forfatter med et særligt lyttende og nænsomt sprog. Et sprog som kunne læse mellem linierne, et sprog der kunne reparere og re-skrive de gennem tiderne forrevne og ødelagte manuskripter …

Og jeg fandt stumper – bogstaver og sætninger og sider, nogle gange hele kapitler – overalt hvor jeg gik. Først i de sydfranske bjerge. Og siden, da den lille franske citroén, jeg havde anskaffet mig, ad flere omgange kørte mig længere og længere sydpå til den spanske grænse og videre ned gennem Barcelona og Valencia. Hele vejen ned til Middelhavet; Fuengirola, Malaga, Estepona. Jeg ville helt ned til den sydligste spids af landet; Gibraltar. Måske endda krydse strædet.

Men før jeg taler videre, skal jeg fortælle om pigen. Hun var dukket op, dagen før den franske bil kørte over grænsen til Spanien. Overraskede mig mens jeg sad og spiste Fruits de Mer ude ved vandet i en lille by nær Montpellier. “Jeg vil gerne med”, sagde hun og kiggede på mig. Og det var dejligt, at der nu var en anden i bilen sammen med mig, så vi kunne bade i Middelhavet og synge sange, mens vi kørte den lange vej langs Spaniens kyst.

Det var, da vi nåede Estepona, “den sikre by”, som der stod på et skilt, at der skete noget, som dramatisk vendte op og ned på alting. Vi havde fundet et sted, hvor vi kunne overnatte, havde planlagt at køre til Gibraltar næste dag. Pigen glædede sig. Men midt om natten begyndte telefonen på mit natbord pludselig at ringe. Det var hotelportieren, som fortalte mig, at politiet stod i forhallen. De ville tale med mig. “Er det din citroén”, spurgte en af betjentene og pegede ud på bilen. Den havde været udsat for hærværk, sagde de. Ruderne var smadrede, og pigens kuffert, med alt hvad hun ejede og havde, var stjålet. Hun var utrøstelig. Pigen. Græd og græd, som var det hende selv, hele hendes liv, der var gået i stumper og stykker.

“Vi skal ind i landet nu”, tænkte jeg. Ind i sikkerhed, sagde jeg til pigen. Og det var lige i det øjeblik, det gik op for mig, at det Lykkelige Kloster var forsvundet; som sunket i jorden. Nu er det bare os. “Vi kører til Ronda”, sagde jeg til hende. Ikke at jeg kendte den, byen, det var mere navnet; Ronda. Den runde og bløde lyd når jeg udtalte det, som var det lyden af noget, der var entydigt trygt. Og jeg hentede bilen med de smadrede sideruder på politistationen, og vi kørte videre, pigen og mig, op gennem det smukke vilde spanske bjerglandskab til Ronda.

.

Al-hambra, Ronda, Albaicin Granada

.

Og mens bilen var på værksted. Og det tog tid, før de nye ruder ankom, faldt vi til ro højt oppe i byen med de spektakulære udsigter, drak chocolate caliente af høje glas og gik over broen til den mauriske bydel; det arabiske Andalusien.

Det var januar. 2007. Sneen der til alles overraskelse og begejstring pludselig dalede blødt ned over fortorvsrestauranternes duge; byens indbyggere som ikke kunne huske, hvornår der sidst havde været sne i deres by. Tjenerne på restauranten, hvor vi sad, da det skete, som glemte, hvad de var i gang med og i stedet begyndte at løbe rundt mellem bordene og ud på pladsen og kastede sne efter hinanden. Bilen med de nye ruder som endelig var klar. “Vi skal vi til Alhambra, vi skal dybere ind i det”, hviskede jeg til pigen, som lyste op, mens bilen nærmest af sig selv, som havde den været der før, fulgte ruten gennem bjergene til den verdensberømte borg på Sabikah-platauet i Granada.

Og det var godt, vi kom. For det var der, jeg fandt ham. Drengen. Opdagede ham i en spejling i det overdådige bassin foran paladset Torre de las Damas. Huskede hvordan han allerede 20 år forinden var dukket op i mit digt ‘fra en seerske’, samt i vers-fortællingen om prinsen Joshua som blev “fortalt” til mig en dag, jeg gik i strandkanten på bare fødder. Flere år senere var det den arabiske dreng med det jødiske navn Caleb i min bog af samme navn. Det er hverken mig eller pigen, tænkte jeg, der er de tilredte. Det er ham. Drengen.

Rejserne var slut.

Odysséen der afsluttede sig i eftersommeren 2007 i det store hus i Fougax-et-Barrineuf i dalen med de dansende akacietræer ved vejen og tæt på Montsegur, som var det dér, og kun dér, hvorfra jeg kunne blive transporteret hjem.

© Birgitte Nielsen nov 2023

“the book is ours to heal”

.

.

.

.