på dage der diser kommer

hun ud af sit hus med en

kurv på ryggen vandrer hun

ned i dalen til byen

hun køber brød og fisk og

andre fornødenheder såsom

lys tændstikker papir

og stjerneanis

hun falder i snak med

drengen som en dag vil glemme

sin nøgle og de vil tale ikke om

nøglen men om bogen

som drengen bærer i

et blødt klæde tæt i sin krop


uddrag af ‘fra en seerske’ skrevet til Hvedekorn 1997

Fra en Seerske

efter 20 år kommer her en slags fortsættelse

 

HUN

Helt fra begyndelsen havde hun kunnet se og mærke alt, som det var. Seersken. Ordet var ikke et, hun selv havde opfundet, men som tingene havde udviklet sig, og da ordet nu en gang fandtes, måtte hun vedkende sig, at det var det, hun var. Det var nødvendigt for hende at vide det, for at blive i stand til at gå det sidste stykke. Om hun er ung eller gammel? Hendes alder er underordnet, det er hendes køn, det handler om og hendes placering i skabelsen. Det ved hun nu.


VERDEN

Men sådan havde det ikke altid været. Der havde været svære tider, hvor hun ikke forstod det. Hvad det i virkeligheden var, hun så. Og da hele sandheden begyndte at gå op for hende i al sin gru, bredte ubærligheden sig i løbet af et øjeblik fra hendes hjerte til hendes krop og stemme, og hun var blevet stum. I forvejen havde det været forbundet med betydelig risiko at tale om det, hun så, ikke bare for hende selv, men i det hele taget. Nu var det end ikke en mulighed. Og det havde flyttet hende ud af verden, hvis hun nu skulle sige det på en enkel måde. Det skete så hurtigt, at hendes sanseapparat kom i ubalance. Var røget ind i en akut følelseshvirvel, der desorienterede hende. Det var tabet af stemmen. Og en vrede der havde blandet sig med sorgen. Det havde fået hende helt derud, hvor den uhyrlige tanke, at nogen havde stjålet hendes stemme, pludselig og meget overbevisende havde stået hende i halsen. Hendes stemme – blev misbrugt. Hun kunne mærke det. Høre det. En forvridning af energierne, som hun havde måtte arbejde lang tid på at ordne, før hun indså fejltagelsen. Bølger af lettelse var strømmet igennem hende, da hun endelig og efter al den tid hørte lyden af sin stemme. Hun var ikke i tvivl om, at det var hendes, selvom den havde ændret sig på afgørende punkter. Hun kommer til at smile ved tanken. Hun havde ganske enkelt ikke set langt nok og længe nok. Hendes bevidsthed. Der lige så stille havde åbnet sig og udvidet hendes medskabende tilgang til det at forstå.


HAN

Hendes smil samler sig i en taknemmelig dal af glæde, mens hun kigger ned på sine hænder. De ændrer sig hele tiden, tænker hun, mens hun lader sit tilsagn forplante sig til drengen og udviske de enorme mængder af afsavn, han har lidt.  Hun kigger over på ham. Samtalen. Det er nu, de skal tale. Om bogen.


birgitte nielsen 8. marts 2016

_____________________________________________________________________________________

SOULBOOK  copyright siden 2006