Øen

.

.

.

Jeg anede ikke, at den med det samme ville tale så indforstået til mig. Øen. Helt inde på det atomare plan. Mine cellers dna der så åbenlyst tilsvarede dens lange ø-krop tydeligere og tydeligere, som jeg begyndte at bevæge mig ind i den.

Da jeg i 2003 flyttede til Samsø, var det ikke nogen helt almindelig flytning. Jeg var lige blevet 50. Og det var første gang i mit liv, jeg skulle bo alene. Jeg var kommet for at finde hende. Kvinden inde i mig. Hjertet der bankede af al kraft fra dybet af det eksistentielle sammenbrud, der havde lagt mig ned året forinden, og jeg kun lige akkurat var kommet på benene igen.

Øen vidste det. Viste mig på sin egen måde at “hun” manglede på jorden, at helingen ikke kunne finde sted uden hende. Og jeg lyttede. Lærte at lytte. Til øen. Til skrøbeligheden. Til ensomheden. Til tårerne som de flød og samlede sig i alt det vand udenom … angsten for om det, jeg ville finde derinde, overhovedet kunne eksistere i verden, om det var velkomment.

Øen forstod det hele. “Det tager tid”. Sagde den. Tid er en væsentlig faktor. Og jeg nikkede, uden at vide, hvor omfattende og mærkbart både fysisk og psykisk det skulle blive at bringe hende ud i lyset …

det tager tid at elske

Læs også Lykkelige Kloster

en rejsefortælling som begyndte på øen og sluttede i det arabiske Granada i Spanien

.

.